Kemisk transportreaktion

En kemisk transportreaktion er i kemi en proces til rensning og krystallisation af ikke-flygtige faste stoffer. Processen er også medvirkende ved visse aspekter af mineralvækst ved udstrømning fra vulkaner. Teknikken er forskellig fra kemisk dampudfældnig, som sædvanligvis indebærer opløsning i molekylære bestanddele (f.eks. SiH₄ → Si + 2H₂), og som giver ensartede belægninger.

Teknikken, som populariseredes af professor Harald Schäfer,^[1] indebærer en reversibel omdannelse af ikke-flygtige grundstoffer og kemiske forbindelser til flygtige, afledte stoffer.^[2] Disse flygtige forbindelser passerer gennem en forseglet beholder, typisk et lufttomt glasrør, som er opvarmet. Et sted i røret, hvor temperaturen holdes på et andet niveau, vender det afledte stof tilbage til den oprindelige tilstand, og transportmediet frigives igen. Transportmediet er derfor af katalytisk natur. Teknikken kræver, at rørets to ender (som indeholder den prøve, der skal krystalliseres) har forskellig temperatur, hvilket opnås ved anvendelse af særlige elektriske røropvarmere. Metoden ligner meget og er måske inspireret af den såkaldte "Van Arkel de Boer-proces", der benyttes til at fremstille rent titan og vanadium og som benytter jod som transportmedium.

1. ^ Günther Rienäcker, Josef Goubeau (1973). "Professor Harald Schäfer". Zeitschrift für anorganische und allgemeine Chemie. 395 (2-3): 129-133. doi:10.1002/zaac.19733950202. (tysk)
2. ^ Schäfer, H. "Chemical Transport Reactions" Academic Press, New York, 1963. (engelsk)